Fokus på inkluderende fællesskaber i bydelen

Inkluderende fællesskaber

Det giver livsglæde og livskvalitet at være en del af et fællesskab, og derfor har Vanløse Lokaludvalg fokus på at styrke inkluderende fællesskaber i bydelen. At stå uden for et fællesskab kan føre til ensomhed, som er en følelse mange borgere oplever i løbet af deres liv. For flere kan denne følelse være langvarig og føre til mistrivsel, og uden en hjælpende hånd kan det være svært at bryde ensomheden.

Lokaludvalget vil skabe opmærksomhed om ensomhed i bydelen og den mistrivsel, det kan føre til, gennem dialog med skoler, foreninger, plejecentre og andre relevante aktører i Vanløse.

Ligeledes vil lokaludvalget via Vanløsepuljen støtte aktiviteter, der skaber fællesskaber i bydelen, hvor de deltagende føler sig set og hørt. Dette kunne f.eks. være fælles bevægelsesaktiviteter, fællesspisning, fællessang og åbent hus-aktiviteter, hvor lokale foreninger fortæller om deres aktiviteter i bydelen.

Om ensomhed

Ensomhed handler om at føle sig ufrivilligt alene, og det er en følelse, som de fleste borgere oplever i kortere eller længere perioder i løbet af deres liv. Langvarig ensomhed kan ødelægge livskvaliteten og være skadelig for helbredet.  

Omtrent én ud af otte (12,4 %) voksne danskere har tegn på ensomhed, og 6 % af skoleelever i alderen 11-15 år føler sig ofte eller meget ofte alene. (Den Nationale Sundhedsprofil 2021 og Skolebørnsundersøgelsen, 2018, fra Statens Institut for Folkesundhed)

Børn og ensomhed

Analysen, ”Børn og unge kæmper for at passe ind”, udarbejdet af Børns Vilkår i 2022, fremhæver, hvordan mange børn hver dag må kæmpe for at passe ind i fællesskabet. De oplever krav og forventninger om personlighed, udseende, skolepræstationer og fritidsinteresser. Kampen for at passe ind kan føre til mistrivsel og ensomhed, når børn og unge ikke føler, de kan være sig selv.

Borgerdialog

Expand all

Interessentmøde om senioridræt og ensomhed blandt seniorer – Marts 2023

Deltagere

  • Seniorklubben Vanløse
  • Ældre i Bevægelse
  • Hyltebjerggård
  • Afbud fra Ældresagen

Form

Mundtlig dialog

Input

  • Flere faciliteter, der kan bruges til senioridræt om formiddagen/dagtimerne.
  • Understøttelse bl.a. via Vanløsepuljen af fællesskabsaktiviteter i bydelen
  • Fokus på at synliggøre/samle aktivitetstilbud i bydelen

Borgerpanelundersøgelse om frivillighed i Vanløse (demens) - Maj 2021

Antal deltagere

1.015 besvarelser

Form

Digital borgerpanelundersøgelse

Input

Med undersøgelsen fik lokaludvalget indblik i frivillighed blandt vanløseborgere, hvilket lokaludvalget har forholdt sig til i forhold til udarbejdelse af bydelsplanen – bl.a. hvordan ønsker vanløseborgere at engagere sig som frivillig og i fællesskaber.

 

Vanløse Saloner - HVORFOR MIG?

Deltagere

Omkring 20 deltagere

Form

Fysisk fremmøde og mundtlig dialog

Input

Salonaftenen begyndte med teaterforestillingen ”Hvorfor mig?”, som fungerede som et oplæg til en efterfølgende debat om de vanskelige ting i livet.

Forestillingen satte ord på en bred vifte af problematikker, oplevelser og erfaringer, der er forbundet med at få en livstruende sygdom. Den efterfølgende debat var levende, og mange af de fremmødte delte personlige erfaringer med sygdomme, behandlingsforløb og generelt hvordan man takler de svære ting i livet. 

I debatten blev der også talt om vigtigheden af åbenhed, dialog og fællesskab. 

Vanløse Saloner - De Ubudne

Deltagere

Omkring 70 deltagere

Form

Fysisk fremmøde og mundtlig dialog

Input

Salonen startede med et uddrag af teaterforestillingen "De Ubudne", der behandlede de indre og ydre udfordringer, man møder som psykisk sårbar.

Forestillingen var en ærlig bearbejdning af psykiske udfordringer, hvor også de særligt svære tanker berøres. Ensemblet i De Ubudne 2.0 på seks skuespillere og en musiker kropsliggør de konstante modstridende tanker i hovedet på en psykisk sårbar person. Til tider morsomt, absurd og småprovokerende, til andre tider mørkt, alvorligt og sårbart.

Efter teaterforestillingen blev der holdt en talk med manuskriptforfatteren om emnet efterfulgt af en levende, fælles debat med publikum.