Efterår er plantetid

Naturen er ved at gå i vinterdvale - og så er det ved at være plantetid.

Nu skifter naturen farver. Fra grønt til gult, rødt og brunt. Naturen er ved at gå i vinterdvale.

Og så er det ved at være plantetid.

Det er den bedste tid på året til omlægning af bede, og til at rykke rundt på stauder og buske samt at plante nyt. Og så er det også tid til at plante de forskellige vilde blomster, man vil have i det høje græs. For eksempel Hvid Okseøje, Krybende Læbeløs, Vild Merian og mange flere.

Der er mange, der har plantet Efeu i de senere år. Den er stedsegrøn og tiltrækker mange honningbier og andre insekter i sensommeren.

Men pas på at den ikke tager overhånd. Dens honning er såkaldt hård honning som let krystalliserer i honningtavlerne og kan give bierne fordøjelsesbesvær.

Efeu kaldes også ”Trædræber”. Den kan i løbet af nogle år brede sig i træer og buske, så de efterhånden kvæler dem. Den kan også give udslæt på huden og har giftige frugter.  Efeu kan også splitte bygningers træbeklædning ad og bør ikke placeres op ad bygninger, da den trænger ind i fuger omkring vinduer og døre, samt kryber ind under tagrender og op i tagkonstruktionen.

Hvis den skal fjernes, bør man bruge åndedrætsværn, da støvet kan genere luftvejene.

 

Image
Strandasters
Photographer
Per Stengade

Der er stadigvæk blomstrende Strandasters i haven, suppleret af de sidste morgenfruer og andre sene blomster.

Skal der være blomster året ud, kan man plante Vinterjasmin, der blomstrer fra november og langt hen mod foråret. Eventuelt suppleret med en Kejserbusk.

Hvis man vil have blomster i haven hele året, kan man sætte blomsterløg og  knolde i det slåede græs, hvor man jo først starter slåningen omkring 1. maj. Og så er der nektar til de første honningbier og andre insekter, så snart der kommer nogle lune og solrige dage.

Image
Vintergækker og erantis
Photographer
Per Stengade

Vintergæk og erantis blomstrer allerede i januar-februar.

Image
Scilla
Photographer
Per Stengade

Senere kommer Sibirisk Scilla, der efter nogle år vil sprede sit blå blomstertæppe i plænen.

Image
Krokus
Photographer
Per Stengade

Det kan være en god ide at  sætte Krokus i klynger rundt omkring. De giver et tidligt farvespil i plænen. De gule Krokus spises ofte af fuglene som et C-vitamin tilskud i det tidlige forår. Men de andre farver lader de stå til insekter og pryd. De kan med fordel sættes med 5-10 centimeters afstand i 7-8 centimeters dybde.

Image
Martsviol
Photographer
Per Stengade

Martsvioler, der blomstrer et par måneder, kan placeres under hække og under frugttræer, hvorfra de spreder deres forårsduft i haven.

Image
Visne blade
Photographer
Per Stengade

Snart skal det sidste høje græs slås med le eller en kraftig græsslåmaskine med opsamler.

Når blade fra træer og buske er faldet, kan de ligeledes samles med en græsslåmaskine, og er lige til at lægge på komposten. Lad de sidste blade ligge til regnormene.

Så er plænen klar til at gå i vinterhi for igen at blive vækket til live af den tidlige forårssol.