Gør haven klar til vinteren

Fuglefodring og forårsblomster

Nu skal haven gøres klar til vinteren

Har du ikke allerede slået det høje græs, så er det på høje tide.

Store arealer med højt, kraftigt græs slås med fordel med le. Mindre områder kan man klare med en almindelig hæksaks. Er græsset ikke alt for tæt, kan man som regel klare det med en kraftig slåmaskine med opsamler. Tag et halvt spor ad gangen, så går det som regel.

Når de fleste træer og buske har smidt bladene, slås hele plænen med opsamler på maskinen. Blandingen af slået græs og blader lægges på kompostbunken, og så er der dejlig kompost til bedene næste år. De sidste blade kan man blot lade ligge. Så har regnormene noget at arbejde med i deres gange, så jorden holdes luftig og kan holde på vandet i tørre perioder.

Dæk også jorden i bedene med et lag blade vinteren over. Det beskytter sarte planter mod frostskader. De forsvinder som regel af sig selv i løbet af vinteren.

Image
Slå med le
Photographer
Per Stengade

Blomster hele året

Hvis du ikke allerede har lagt forårsløg og knolde i jorden, kan det nås endnu. Så kommer der blomster i plænen og bedene allerede i løbet af januar og februar.

Indtil da blomstrer Vinterjasminen fra nu og til marts med deres gule blomster der lyser op i haven i de kommende mørke måneder. Den kan suppleres med en Kejserbusk, der også blomstrer i vintermånederne.

Og så er det den bedste tid på året at rydde op i bedene. Flytte planter og plante nyt, samtidig med at man renser jorden for skvalderkål- og snerlerødder. Men husk nu at bruge en greb og ikke en spade der hakker rødderne over.

Image
Forårsblomster
Photographer
Per Stengade

Fuglefodring

Nu skal vi også huske at fodre fuglene, som godt kan bruge et fodersupplement hen over vinteren. Foderautomaten, som hænger i en gren hen over fliserne, fylder vi med solsikkekerner hver morgen. Den tiltrækker Blåmejser, Musvitter, Bogfinker, Stillids, Grønirisk og mange flere. Men områdets egern kommer også tit forbi og tager godt for sig af de olieholdige kerner.

I de omkringliggende træer og i tagrenden sidder Ringduer og Tyrkerduer og venter på, at de små fugle spilder på fliserne under foderautomaten. Og så bliver der spist op, inden dagen er omme.

Det vil også være en god ide at sætte fuglekasser op rundt omkring. Nogle fugle overnatter nogle gange i kasserne i kolde perioder i løbet af vinteren. Og så er de klar til forårets yngletid.

Image
Egern og duer
Photographer
Per Stengade