3.000 forårsløg i Katrinedalskvarteret

Grundejerforeningen Katrinedal har taget initiativ til begrønning af Katrinedalskvarteret.

I november 2023 satte bestyrelsen for Grundejerforeningen beboerne i foreningen stævne ved områdets nye plads, Katrinedals Plads. Formålet var at få sat forårsløg i de 33 nyanlagte vejbede i Katrinedalskvarteret og i et hjørne af pladsen.

Rigtig mange både voksne og børn mødte op, og under kyndig vejledning fik alle udleveret en masse løg efter en nøje plan for hvert enkelt bed. Mange havde medbragt planteskeer og handsker, men der var også mulighed for at låne.

I løbet af et par timer kom løgene i jorden. Enkelte bede manglede at blive beplantet, men det er sket senere. I alt blev der sat over 3000 løg.

Bestyrelsen havde i løbet af sommeren søgt om tilskud fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje. Dette blev imidlertid afslået, men bestyrelsen besluttede at foreningen selv bekostede løgene.

Resultatet kan vi nu alle glæde os over. 

Først dukkede krokus op i rigelige mængder. Lige nu følger hyacinterne efter, og om få uger kan vi glæde os over tulipaner og andre løgplanter.

Gå gerne en tur i området - måske det kan give inspiration til noget lignende i andre dele af Vanløse?