Vanløse Salon om ensomhed

17 sep

Dato

17.09.2019, 19:00 til 21:00
Få nye netværk og undgå ensomheden

Mange mennesker kender til følelsen af at være ensom. Ensomhed kan ramme alle aldersgrupper – unge, ældre og dem ”midt i mellem”, men hvad gør ensomhed ved os, og hvordan hjælper vi hinanden med at bekæmpe ensomhed?

Vanløse Saloner inviterer den 17. september kl. 19.00 til en debataften med inviterede gæster med viden om ensomhed, der repræsenterer så vel den unge som den ældre generation og dem ”midt i mellem”.

”Ensomhed er nødvendigvis ikke det at være alene, men snarere det at føle sig alene. Følelsen kan opstå i alle livets faser og have konsekvenser for helbred og livskvalitet. Med denne salon inviterer vi til en åben debat om ensomhed - hvad den gør ved os, og hvad vi kan gøre for at bryde med den”, fortæller Peter Haahr, medlem af Vanløse Lokaludvalg.

Til arrangementet vil et inviteret et debatpanel i løbet af aftenen fortælle, hvordan ensomhed opleves, og hvordan de hver især arbejde med forebyggelse af ensomhed. Debatpanelet vil bestå af Christine E. Swane, direktør i Ensomme Gamles Værn, Martina Sønderby Rodam og Janus Høm fra PLEXUS – værested for ensomme unge, Lillian Seestedt fra Værket Rødovre samt en person, der selv oplever ensomhed i sin hverdag. Udover debatpanelet inviteres også publikum til at deltage i den fælles drøftelse samt at dele deres erfaringer med ensomhed og bekæmpelse af denne.

”Kampen mod ensomhed foregår i alle aldersgrupper, og jeg håber, at vi med arrangement kan samles på tværs af alder og italesætte konsekvenserne af ensomhed, og hvad vi kan gøre ved det. Vi håber, at alle, der selv har oplevet ensomhed tæt på eller er interesseret i emnet, vil deltage”, afslutter Peter Haahr, medlem af Vanløse Lokaludvalg.

Arrangementet er gratis for alle

Arrangementet finder sted tirsdag den 17. september kl. 19.00 til 21.00 i Café Oasen på Kulturstationen Vanløse. Fra kl. 18.00-19.00 er der fællesspisning i caféen, hvor det er muligt at købe aftensmad. Tilmelding til fællesspisning foregår via dette link.

Om Vanløse Saloner

Vanløse Saloner er et samarbejdsprojekt mellem Vanløse Lokaludvalg og Café Oasen. Salonerne er levende forum, hvor vanløseborgere med forskellige holdninger og videngrundlag kan gå i dialog med hinanden og sammen blive klogere.