Debataften om generationskløften

26.04.2019
  • ""
Vanløse Saloner er tilbage med debataftener i efteråret.

Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. Danmarks ældre er til gengæld sure, læser aviser og ser TV2 Charlie – på flow-TV!

Fordommene er mange på tværs af de to generationer, men holder de? Er vi virkelig så langt fra hinanden, eller har de tværtimod noget at give hinanden?

Vanløse Saloner er tilbage med debataftener i efteråret. Emnet til den første salon, den 14. september klokken 19-21, er nutidens generationskløft mellem vores unge og ældre. Caroline Lundsgaard Wegens (årgang 1993) og Ivan Vath Carlsen (årgang 1944) er aftenens debatpanel, og sammen udfordrer de hinanden med spændende, sjove, og udfordrende holdninger om en generationskløft, der meget vel er voksende. Kom og hør de to debattører og deltag selv i debatten med dine kommentarer og meninger.

Arrangementet er gratis. 

Arrangementet foregår i Café Oasen på Kulturstationen den 14. september klokken 19-21.
I forbindelse med arrangementet serverer Café Oasen et aftensmåltid fra kl. 18. Maden koster 80 kr. pr. person, og alle kan tilmelde sig på info@oasen2720.dk.

Om Vanløse Saloner

Vanløse Saloner er et samarbejdsprojekt mellem Vanløse Lokaludvalg, Café Oasen og Kulturstationen Vanløse. Salonerne er levende forum, hvor vanløseborgere med forskellige holdninger og videngrundlag kan gå i dialog med hinanden og sammen blive klogere ved hjælp af hinanden og på hinanden.