Mere liv på Helga Larsens Plads

27.08.2019
Flere bænke og blomster, et soppebassin, loppemarkeder, legetøjsbutikker.

Det er et uddrag af de mange ønsker til Helga Larsens Plads, som Vanløse Lokaludvalg i de sidste måneder har indsamlet.

Fredag den 13. september kl.16-18 sætter lokaludvalget igen sit telt op på Helga Larsens Plads for at indsamle viden og få flere gode idéer til, hvordan Helga Larsens Plads kan blive mere indbydende.

Vanløse Lokaludvalg har i mange år arbejdet for Helga Larsens Plads som et grønt åndehul midt i Vanløse. Med vanløseborgernes hjælp håber vi, at vi i fællesskab kan sætte ord på, hvad der skal til for at gøre Helga Larsens Plads attraktiv. Vi har allerede indsamlet mange ønsker, men med vores arrangement fredag den 13. september har vi en ambition om at inddrage endnu flere vanløseborgere”, fortæller Per Stengade, medlem af Vanløse Lokaludvalg.

Udover en god samtale om Helga Larsens Plads, serverer lokaludvalget gratis kaffe, the og vand, og Poul fra Cirkus Panik er inviteret til at vise og fortælle hemmeligheden bag at bygge pallemøbler. Cirkus Panik har netop hjulpet Vanløse Lokaludvalg med at bygge de opstillede pallesofaer og blomsterkasser på pladsen samt den godt besøgte byttestation, der kunne fejre 1-års fødselsdag i juni.

Vi søger både visioner for pladsen, men også ideer til, hvordan pladsen kan tages i brug nu og her uden det store budget. Jeg håber, at en masse vanløseborgere vil drikke en kop kaffe med os og komme med forslag til, hvordan Helga Larsen Plads gøres mere spændende og sjov.”, afslutter Per Stengade, medlem af Vanløse Lokaludvalg.

Tid og sted

Arrangementet finder sted på Helga Larsens Plads fredag den 13. september fra kl. 16.00-18.00.