Så skal der males: Nyt offentligt gadegalleri i Vanløse

09.08.2019
Vanløse bliver i fremtiden lidt mere ”street”.

Nu kan man helt lovligt male graffiti i København. I hvert fald hvis man anvender det ny gadegalleri, som Københavns Kommune nu har opført i Vanløse på parkeringspladsen ved Klitmøllervej 20. Gadegalleriet kan benyttes af alle, der har lyst til at male.

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde (Å) glæder sig over det nyopførte gadegalleri:

”Det er formidabelt, at københavnske graffitientusiaster og streetart-malere nu får et sted, hvor de lovligt kan få afløb for deres kreativitet. Streetart giver en helt særlig undergrundenergi, og jeg er sikker på, det får en stor positiv betydning for lokalområdet i Vanløse.”

Vanløse Lokaludvalg bakker op om gadegalleriet, der ligger i tråd med den bydelsplan, som lokaludvalget har udarbejdet.

Jeg ser personligt rigtig gerne, at vi får mere lovlig graffiti i København. Den afgørende faktor for dette projekt har vist sig at være, at lokalområdet har bakket op om, at vi skal have et gadegalleri i Vanløse. Den succes håber jeg, vi kan gentage mange flere steder i byen,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Skal du afprøve dine ”skills” som gadekunster, møder du op ved gadegalleriet, når det passer dig. Du skal selv medbringe malerudstyr og huske at rydde op efter dig selv.

Fakta

  • Gadegalleriet er 60 meter langt, og er åbnet i juni måned. Det ligger på parkeringspladsen ved Klitmøllervej 20, 2720 Vanløse.
  • Galleriet er politisk vedtaget og støttet af Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.
  • Du behøver ikke bestille tid, inden du går ned og maler. Husk eget malerudstyr og husk at rydde op efter dig selv.
  • Der må udelukkende males på den opsatte væg

Spørgsmål kan rettes til:

Kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde via pressekonsulent Anne Nyhus, tlf.: 29392999