Helga Larsens Plads

Lokaludvalget har siden 2013 arbejdet for at forskønne Helga Larsens Plads

Målet er at gøre pladsen til et attraktivt grønt opholdssted, afholde arrangementer samt at skabe politisk opmærksomhed på pladsen og dens anvendelighed

Lokaludvalget har afholdt flere velbesøgte arrangementer på pladsen, blandt andet Byttestationens 1 års fødselsdag, og i den forbindelse blev der opstillet midlertidige pallemøbler og plantekasser. Derudover har lokaludvalget afholdt Bogmarked og andre en-dags events for at inddrage borgere og naboer til pladsen. Byttestationen står ikke længere på Helga Larsens Plads, da det var en midlertidig løsning.

I sommeren 2020 filmede vi denne korte video om pladsens ærgerlige tilstand, som desværre ikke er blevet bedre i løbet af året. Lokaludvalget håber, at 2021 bliver året, hvor pladsen får sit tiltrængte løft og udfrier sit potentiale som et grønt åndehul midt i Vanløse. Her kan du se den korte video fra Helga Larsens Plads.

Med overførselssagen 2020-2021 blev der afsat 600.000 kr. til en foranalyse, der skal komme med forslag til en omdannelse af pladsen. Arbejdet med foranalysen gik i gang i sensommeren 2021 og vi følger processen tæt. Vi har blandt andet afholdt et informationsmøde med workshop for interesserede borgere. Du kan se se opsamlingen på workshoppen udarbejdet af Schulze+Grassov herunder.

Med overførselssagen 2021-2022 er der endelig afsat midler til en omdannelse af Helga Larsens plads til et grønt, levende og trygt samlingspunkt med mulighed for ophold, ro og leg. Vi glæder os til det videre arbejde med omdannelse af pladsen!

 

Photographer
Jonathan Ussing Magyar

Opsamling på workshop v. Schulze+Grassov