Vær med
Brænder du for Vanløses udvikling?
Interesserer du dig for nærdemokrati og for Vanløses udvikling, så er lokaludvalgsarbejdet måske noget for dig. Du kan gøre en forskel for din bydel på mange måder. Herunder kan du læse mere om, hvordan du kan være med.
Bliv medlem af lokaludvalget
Du kan blive medlem af lokaludvalget eller få en suppleantpost ved at stille op til lokaludvalget, når der er valg hver fjerde år. Her kan du læse om, hvad det kræver at blive valgt ind og være lokaludvalgsmedlem eller suppeleant.
Bliv suppleant
Vi kan altid bruge flere suppleanter. Hvis du vil være aktiv i Lokaludvalget, kan du skrive dig op som suppleant. Som suppleant bliver du indkaldt, når et lokaludvalgsmedlem er forhindret i at deltage i lokaludvalgsmødet.
Kontakt sekretariatet og hør om mulighederne for at repræsentere din forening som suppleant i lokaludvalget.
Få hjælp af lokaludvalget
Du er altid velkommen til at rette henvendelse til lokaludvalget, hvis du ønsker hjælp til at løse et problem eller realisere en idé som vedrører Vanløse.
Lokaludvalget får rigtig mange henvendelser, og det giver os et godt indblik i, hvad der rører sig i bydelen. Den viden bruger vi, når vi går i dialog med politikerne og forvaltninger i Københavns Kommune.
Inden du sender en henvendelse om en sag i bydelen, er der to ting du bør gøre først:
- Kontakt dine naboer, din bestyrelse eller andre ligesindede aktører i bydelen, som måske kunne tænkes at have samme holdning som dig, og hør om de er enige med dig. Hvis vi er flere, der mener det samme, er der større chance for, at vi kan gøre en forskel.
- Kontakt den, der ejer eller er myndighed i den sag, du ønsker at rejse. Hvis vi kender mere til eventuelle barrierer og muligheder i forhold til et problem eller en idé, kan vi målrette vores arbejde mod den rette løsning. Det kan fx være Københavns Kommune, grundejer eller Movia, og hør dem om deres holdning til dit forslag. Hvis du er i tvivl om hvem det er, er du velkommen til at kontakte vores sekretariatet, så vi kan lede dig på rette vej.
Og så skal du være indstillet på, at lokaludvalgets medlemmer er frivillige og selv beslutter, hvad de vil bruge deres tid på i arbejdet med at gøre Vanløse til et godt sted at leve.
Deltag i en af vores temagrupper
Du kan være med i en eller flere af vores temagrupper, der er åbne for alle og som fungerer som baggrundsgrupper for lokaludvalget.
Deltag i vores lokaludvalgsmøder under borgernes tid
Du kan møde op når vi holder lokaludvalgsmøde og deltage under borgernes tid. I lokaludvalget vil vi altid gerne være i dialog med borgerne I Vanløse. Derfor lytter vi gerne, hvis du har en sag, du vil præsentere for os. Det kan være en god ide at orientere sekretariatet, hvis du ønsker at deltage i borgernes tid.
Meld dig ind i vores borgerpanel
Bor du i Vanløse bydel, og er du over 15 år? Så kan du blive en del af Vanløses digitale borgerpanel.
Med jævne mellemrum sender vi spørgeskemaer ud til de borgere, der har tilmeldt sig borgerpanelet, og stiller dem spørgsmål om bydelens udvikling.
Svar på høringer om lokale sager
Hold øje på Københavns Kommunes høringsportal Bliv Hørt og svar på høringer, når der er sager, der vedrører Vanløse. Du kan læse lokaludvalgets høringssvar her.