800 nye skraldeambassadører er på vej i Vanløse

Fra den 15. til den 25. april holder vi Vanløse Ren, hvor knap 800 skoleelever deltager
Billede
Skraldeindsamling

I uge 16 og 17 skal du holde øje med veje, stier og pladser i Vanløse – her kan du nemlig opleve Vanløses skoler og institutioner samle skrald for at holde Vanløse ren.

Konceptet for Hold Vanløse Ren er simpelt og ligetil; De tilmeldte skoler og institutioner til Hold Vanløse Ren får en fastlagt rute rundt i lokalområdet, hvor de skal samle skrald samtidig med at de lærer om sortering og genbrug.

Lokale skraldeambassadører med fokus på sortering og genbrug

Der er i alt tilmeldt knap 800 børn fra Vanløses skoler og institutioner - og der er brug for de mange gode skraldeambassadører i lokalområdet. 

Vidste du for eksempel, at det tager naturen op til 500 år at nedbryde en plasticpose og omkring 1.000.000 år at nedbryde en glasflaske? Affald er ressourcer der skal sorteres og genanvendes - de skal ikke bare smides væk. 

”Derfor er Hold Vanløse Ren en fantastisk mulighed for at undervise børn og unge i, hvordan henkastet affald på vejene eller i vores parker via sortering og genbrug kan omdannes til værdifulde ressourcer” fortæller Per Stengade, tovholder for Natur- og Miljøgruppen i Vanløse Lokaludvalg, som arrangerer Hold Vanløse Ren. 

Der er god grund til, at de mange børn trækker arbejdshandskerne på og undervises i gode skraldevaner. Hvert år bruger Københavns Kommune nemlig adskillige kræfter på at fjerne affald fra gader, veje og parker.

Vanløse Lokaludvalg ønsker derfor at uddanne dygtige skraldeambassadører på Vanløses skoler og institutioner, der ved, hvordan man opfører sig i byrummet og i naturen.