Året der gik
Sekretariatet holder ferie, men vi er tilbage igen mandag den 6. januar.
Inden vi lukker og slukker helt for I år, skal I da lige have en hilsen om året der gik fra forpersonen i Lokaludvalget.
Hav en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
Kære vanløseborgere
På vegne af Vanløse Lokaludvalg ønskes I en rigtig glædelig jul og et godt nytår.
2024 har været et godt og produktivt år for lokaludvalget, hvor mange skibe er sat i søen og enkelte også er kommet fint i havn.
Året startede lovende med afsæt i kommunens budget for 2024, hvor et af vores helt store ønsker blev opfyldt med bevillingen af midler til opgradering og begrønning af Jyllingevej. Det betyder, at vi nu udover etablering af en ny lysreguleret overgang ved Krogebjerg, forbedring af vejkrydsene ved Jernbane Allé og ved Ålekistevej og en indsnævring af Jyllingevej kan se frem til en markant opgradering fra bygrænsen mod Rødovre til Jyllingevej Station.
Den sidste del af Jyllingevej, helt frem til krydset ved Adventskirken står nu højt på lokaludvalgets ønskeliste for 2025.
I april blev den spændende og ambitiøse helhedsplan for Bellahøjmarken, Grøndal Multicenter og Genforeningspladsen vedtaget. Foranalysen var udarbejdet i tæt samarbejde med borgere og foreninger fra lokalområdet og med input fra de tre omkringliggende lokaludvalg. I 2025 vil vi arbejde videre med realisering af helhedsplanen for Bellahøjmarken. Vi kommer også til at følge arbejdet med at integrere Gymnastikkens Hus i Grøndal Multicenter – et projekt, der kommer til at kræve en hel del om- og tilbygninger, og hvor vi har fokus på at sikre sammenhængen med den planlagte helhedsplan for området.
I oktober fik lokaludvalget den endelige foranalyse for Vanløse Bymidte i høring. Visionen er bl.a. at udvikle Vanløse bymidte for at skabe et attraktivt, lokalt mødested og knudepunkt, der styrker sammenhængskraften og den særlige identitet i Vanløse. Lokaludvalget vil i 2025 komme til at følge tæt med i processen frem mod udarbejdelsen af det endelige projektforslag og den efterfølgende financiering.
Den 15. november fejrede vi det første spadestik i forbindelse med omdannelsen af Helga Larsens Plads til et nyt grønt byrum med en bemandet nærgenbrugsstation og bytterum. Omdannelsen af pladsen fra trafikplads til grønt byrum har længe været et lokalt ønske i bydelen.
Vanløse er på mange måder en rigtig god bydel i København og en fin ramme for ”det gode hverdagsliv”. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er plads til forbedringer.
Som eksempler på opgaver og udfordringer, vi ikke er kommet i mål med endnu, er: Endelig beslutning om og finansiering af en Natur- og Miljøstation ved Damhusengen, udarbejdelse af et projekt til styrkelse af den uorganiserede idræt og plads til andre byrumsaktiviteter på asfaltgrunden samt en opgradering af den sidste del af Jyllingevej.
Vanløse Lokaludvalg vil gerne sige tak for indsatsen til de mange borgere, som har deltaget i den lokale debat og bidraget til at skabe aktiviteter og arrangementer for bydelens borgere.
Aktive og engagerede borgere er forudsætningen for det gode liv i bydelen, og fællesskabet i bydelen bliver skabt af frivillige engagerede borgere og dygtige foreninger.
Det skal I have en stor tak for.
God jul og godt nytår!
Jan Lindboe
Forperson for Vanløse Lokaludvalg