Arrangementspuljen: Ny praksis efter dialog med lokaludvalget
Teknik- og Miljøforvaltningen uddeler hvert år tilskud via Arrangementspuljen til en række arrangementer i København, der dækker udgifter af praktisk karakter såsom renhold, opsætning af afspærringsmateriel, sikkerhedshegning m.m. Flere arrangementer i Vanløse havde i 2019 søgt Arrangementspuljen, men alle fik afslag. Og dette undrede Vanløse Lokaludvalg, eftersom arrangementer i Vanløse normalt prioriteres højt, da Vanløse ikke har særlig mange arrangementer i forhold til andre københavnske bydele såsom Vesterbro eller Nørrebro.
”Lokaludvalget kontaktede Teknik- og Miljøforvaltningen om Arrangementspuljen, og her blev vi orienteret om, at Vanløse i 2018 var en af de københavnske bydele med allerflest arrangementer. Vi i lokaludvalget havde svært ved at forstå, at der var blevet afholdt flere arrangementer i Vanløse end på Vesterbro eller Østerbro, og da vi modtog oversigten over arrangementerne, kunne vi se, at den store stigning skyldtes antallet af ansøgninger om informationsstande var talt med”, fortæller Bent Christensen, Formand for Vanløse Lokaludvalg.
Midlerne i arrangementspuljen fordeles efter et pointsystem, og her får man flere point, hvis der er gratis adgang eller hvis der er tale om et større arrangementet. Det betyder også noget for fordelingen, hvilken bydel man holder arrangementet i. Bydele med mange arrangementer, som Indre By og Nørrebro, giver færre point end Brønshøj-Husum og Bispebjerg, hvor der er knap så mange arrangementer. Antallet af arrangementer optælles efter, hvor mange der har søgt en arrangementstilladelse i løbet af året.
”Lokaludvalget fandt det problematisk, at antallet af arrangementstilladelser afspejlede aktivitetsniveauet i bydelen. Dette indebar, at et større arrangement som Vanløse på den 2. ende tæller ligeså meget som en mindre informationsbod på Grøndals Torv. Vi er derfor rigtig glade for, at Teknik- og Miljøudvalget har lyttet til os, sådan at man i fremtiden ikke længere vil tælle arrangementstilladelser fra eksempelvis lukkede arrangementer som vejfester eller uddeling af informationsmaterialer med, når man uddeler midler fra Arrangementspuljen”, afslutter Bent Christensen.
En anden problematik, som lokaludvalget rejste, var muligheden for at søge om arrangementstilladelser på forskellige måder. Eksempelvis kunne lokaludvalget konstatere, at nogle ansøgere søger om en arrangementstilladelse for hvert arrangement, imens andre søger om en tilladelse for en større serie af arrangementer. Her lyttede Teknik- og Miljøforvaltningen også til lokaludvalgets bekymring, så forvaltningen fremover samler alle gentagende arrangementer med samme form og indhold, så de kun tæller som en ansøgning, når antallet af arrangementstilladelser bliver talt sammen til Arrangementspuljen.
Vanløse lokaludvalg har været glade for dialogen med politikerne i Teknik- og Miljøudvalget ved et foretræde i foråret, der har ført til ny praksis for Arrangementspuljen