Bedre byrum og flere vejtræer i Vanløse

Vanløse fik en julegave på forskud, da Teknik- og Miljøudvalget på rådhuset holdt møde i mandags
Billede
Skaterbane
Fotograf
Jonathan Ussing Magyar

Teknik- og Miljøudvalget på rådhuset besluttede på deres møde mandag den 16. december at afsætte penge til to projekter i Vanløse:

Bedre byrum ved Vanløse Skaterpark 

Skaterfaciliteterne forbedres ved, at det nye anlæg etableres med en særlig skaterbeton og designes til stedet på en måde, der tilgodeser forskellige niveauer og skaber en spændende og udfordrende skateroplevelse. 

Byrummets funktioner placeres, så alle behov tilgodeses bedre end i dag, så lege- og opholdsmuligheder forbedres, og så krydsende cyklister ikke kører ind over skaterarealet, men kommer hensigtsmæssigt ud til krydset på Jyllingevej. 

Skaterparken etableres sammen med et skybrudsprojekt, og det samlede projekt forventes at stå klar i december 2026.

Grønne tiltag på Bellahøjvej og Brønshøjvej

På Bellahøjvej og Brønshøjvej får vi 10 nye vejtræer, samtidig med at de eksisterende ca. 20 vejbede får en mere varieret beplantning. Projektet etableres for at klimatilpasse og skybrudssikre området. 

Særligt træerne vil give en ny oplevelse af byrummet, og projektet forventes at stå klar i december 2027.