Bevar linje 9A som A-bus

Bustilpasning på vej, når Sydhavnsmetroen åbner i sommeren 2024.
Billede
Bus 9A

Sydhavnsmetroen åbner til sommer med fem nye stationer, og vi kan derfor se frem til en ændring i busruterne, så de tilpasses den nye metro.

I Vanløse har høringen betydning for linjerne 7A, 9A og linje 12. 

Linje 7A

I forbindelse med bustilpasningen til hhv. Sydhavnsmetroen og Letbanen i Ring 3 er linje 7A planlagt til at køre mellem Rødovre Nord St. og Hovedbanegården. Dagsfrekvensen reduceres på linjens centrale strækning med en enkelt afgang i timen, så der køres med 8 afgange i timen i stedet for de nuværende 9 afgange i timen. 

Der er desuden forslag om at vende de korte afgange ved Damhustorvet i stedet for Rødovre Nord St., så de korte afgange ikke længere kører i Rødovre Kommune.

Linje 9A

Der er forslag om at ændre frekvensen af linje 9A i dagtimerne mandag-lørdag, så der i stedet for 7-8 minutters drift vil være 10-minutters drift i dagtimerne alle ugens syv dage, og bussen dermed ikke længere er en A-bus. Desuden reduceres aftendriften mellem Ålekistevej og Rødovre
Centrum fra 6 afgange per time til 3 afgange per time.

Vi er bekymrede for udsigten til, at antallet af afgange på linje 9A reduceres, så den ikke længere vil være en A-bus. Det er et brud med tankegangen bag etableringen af Flintholm St. og Vanløse som endestation for metroen, fordi 9A føder metroen med passagerer. 

Samtidig er linje 9A vigtig for beboerne i den vestlige del af Vanløse, ikke mindst efter afgangstiderne fra Jyllingevej Station er reduceret til hvert 20. minut. 

Linje 12

Linje 12 skal fremover ikke stoppe i Frederiksberg Kommune. Derfor vil linjen ikke længere betjene Fuglebakken St. såvel som stoppene Nordre Fasanvej og Borups Allé. 

Vi mener, at der bør være et stoppested tæt ved Fuglebakken Station i retning mod Svanemøllen, fx på Hillerødgade før Borups Allé. I den modsatte retning er der et stoppested, der kan benyttes, selv om ruteføringen ændres.

Lokaludvalgets input

Lokaludvalget har haft tilpasning af busruter i høring. Du kan læse vores input til kommunen her.