Budget 2027 er landet
Budgetaftalen er indgået af SF, Enhedslisten, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet og Dansk Folkeparti.
Partierne afsætter 1.675 mio. kr. til at udvide skolekapaciteten, i takt med at byen vokser. Samtidig afsættes der 1.138 mio. kr. til at renovere og vedligeholde kommunens eksisterende bygninger og 1.154 mio. kr. til et udfordret socialområde.
Partierne er desuden enige om at afsætte 77 mio. kr. til en samlet pakke til byliv, parkering og begrønning af byrummet.
Af særlig relevans for Vanløse:
Et åbent vandelement i Grøndalsparken
En anlægsbevilling til Fremtidens Grøndalspark, hvor der afsættes 20,2 mio. kr. til et teknisk anlæg fra syd for Grøndal Station til den sydlige ende af parken tæt på Ålekistevej, hvori hverdagsregn recirkuleres. Det tekniske anlæg skal være et åbent rekreativt vandløb, der løber fra nord mod syd, og det vil drage paralleller til den historiske Grøndals Å.
Initiativet indeholder broer på tværs, så vandelementet integreres i parkens daglige brug, og vandelementet vil skabe nye biotoper til gavn for biodiversiteten i parken.
Vandelementet vil i skybrudssituationer også fungere som transportvej for skybrudsvandet, så parken kan tømmes hurtigere og mere effektivt, og vandelementet har derfor stor synergi med skybrudsprojektet i Grøndalsparken.
En hensigtserklæring om hospitalsmetro
En hensigtserklæring vedr. udbygning af metroen med mulig forlængelse af M5 mod Rigshospitalet, herunder en afgrening der muliggør forbindelse til Bispebjerg, Bellahøj og Brønshøj.
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen har i juni 2026 besluttet at igangsætte en screeningsanalyse af mulighederne for udbygning af metrolinje M5 i sammenhæng med en eksprestunnel for S-tog mellem København H og Hellerup/Emdrup.
Formålet med analysen er at undersøge udbygningsmulighederne af M5 mod henholdsvis Rigshospitalet/Østerport og Brønshøj/Tingbjerg i sammenhæng med eksprestunnel for S-tog.
Gymnastikkens Hus
Der er desuden sat penge af til at gå videre med planlægningen af det kommende byggeprojekt af Gymnastikkens Hus i Grøndal Multicenter.
På sigt er det målsætningen, at Gymnastikkens Hus i GMC bliver en bydækkende specialfacilitet til gymnastik. Gymnastikkens Hus skal understøtte et samlet gymnastikmiljø i København, herunder trampolinspring og idrætsgymnastik, som allerede i dag har base i GMC, samt være en overbygningsfacilitet for spring- og rytmegymnastik, hvor unge kan fortsætte med at dygtiggøre sig igennem teenageårene og frem.
Intet nyt om Bymidten
Desværre blev Bymidten glemt i budgettet for andet år i træk
Ved sidste budgetforhandling lovede politikerne på Rådhuset ellers, at en opfølgning på foranalyserne for Bymidten skulle indgå enten i overførselssagen eller budgettet for 2027, men vi må vente lidt endnu.
Heldigvis er budgetkredsen fortsat enige om, at en strategisk byrumsplan for Bymidten skal på bordet igen ved den kommende overførselssag.