De fik tildelt støtte af Vanløsepuljen

I torsdags uddelte Vanløse Lokaludvalg puljemidler.

I torsdags uddelte Vanløse Lokaludvalg puljemidler fra Vanløsepuljen for i alt 125.150 kr. Lokaludvalget havde i denne ansøgningsrunde modtaget 11 ansøgeren og besluttede at give tilsagn om en underskudsbevilling til 7 af dem. En af ansøgninger, der fik bevilget puljemidler til sit projekt, var ”Sankt Hans på Engen 2020” arrangeret af en lokal spejdergruppe i Vanløse. Lokaludvalget støttede samme arrangement i 2019, hvor over to tusinde borgere deltog i arrangementet på Damhusengen. Et andet projekt, der fik tilsagn på mødet i torsdags, var ansøgningen ”En sommerdag på Bellahøj 2020”, hvis formål er at samle borgere fra Vanløse, Brønshøj-Husum og Bispebjerg til en spektakulær koncertdag på amfiscenen på Bellahøj med musik for alle aldre.

”Vi er rigtig glade for, at Vanløsepuljen modtager mange forskellige ansøgninger. På lokaludvalgsmødet gav vi bl.a. støtte til to projekter, der på hver sin måde arrangerer barselscaféer for mødre, fædre og plejebedsteforældre i bydelen. Formålet med Vanløsepuljen er at understøtte tværgående, bydelsrelaterede og netværksdannende aktiviteter, og jeg vil kun opfordre endnu flere til at ansøge, hvis man sidder inde med idéer til projekter til glæde for bydelen”, fortæller Bent Christiansen, Formand for Vanløse Lokaludvalg.

Alle borgere, foreninger, institutioner m.m. kan søge Vanløsepuljen om støtte. Aktiviteten skal være offentlig tilgængelig og foregå i Vanløse eller være for Vanløses borgere.

Næste ansøgningsfrist er den 16. marts med behandling på lokaludvalgets møde den 23. april. På lokaludvalgets hjemmeside kan du læse mere om Vanløsepuljen.

Følgende ansøgninger fik tildelt støtte i februar:

  • Locals fædregrupper / fædrecafé for barslende fædre -5.000 kr.
  • Vanløse Family – 5.000 kr.
  • Sankt Hans på Engen 2020 - 47.650 kr. 
  • Krumsprings 20 års jubilæumsfest med opvisning - 10.000 kr.
  • En sommerdag på Bellahøj 2020 - 25.000 kr.
  • Vanløse synger - 30.000 kr.
  • Efter Rock i Rendestene - 2.500 kr.