Københavns Kommunes budget for 2025 er landet
Trafiksikkerhed i krydset Godthåbsvej–Sallingvej–Hillerødgade
Krydset Godthåbsvej–Sallingvej–Hillerødgade er et af de kryds med flest ulykker i hele kommunen. Da det desuden er skolevej for Rødkilde Skole, er vi glade for, at der afsat midler til en ombygning, så der kommer fokus på trafiksikkerheden netop her.
Krydset virker stort og uoverskueligt, og bilister vejledes dårligt om korrekt placering. Derfor skal vognbaner opdeles tydeligere, og kombinerede venstresvings- og ligeudbaner skal adskilles. På denne måde kan der etableres forskudt grønt for venstresvingende og ligeud-kørende, så de venstresvingende ikke har grønt samtidig med de modkørende bilister.
Sikre skoleveje
I hele byen arbejdes der på trafiksikkerhed og sikre skoleveje, og der er derfor afsat midler til at indføre indkørselsforbud ved 30 skoler i København. I budget 2021 blev der afsat midler til en screening af byens ca. 130 skoler, hvor 70 skoler blev fundet egnede til at få indkørselsforbud i større eller mindre zoner.
På 40 skoler er et indkørselsforbud enten etableret eller på vej, og med dette budget planlægges indkørselsforbud ved de resterende 30 skoler.
I Vanløse får det betydning for Damhusengens Skole og Rødkilde Skole, da arbejdet allerede er i gang ved Kirkebjerg Skole, Jinna International School og Vanløse Friskole.
Gymnastikkens Hus
Der er også afsat midler til, at de allerførste skridt til et Gymnastikkens Hus i Grøndal Multicenter tages i form af undersøgelser af en kommende ombygning af Grøndal Multicenter og undersøgelser af krav fra de forskellige sportsgrene. Samtidig er det besluttet, at der i et kommende budget skal tages samlet stilling til Gymnastikkens Hus og helhedsplanen for Bellahøjmarken og Genforeningspladsen.
Helhedsplanen skal føre til et løft af de grønne områder og understøtte biodiversitet, samtidig med at trygheden i området øges, og der kommer fokus på plads til idræt og bevægelse.
Grønne initiativer og byrum
I hele byen afsættes der 30 mio. kr. årligt i fire år til begrønning og byrumsforbedrende initiativer:
- 10 grønne bylivsgader. Der lægges vægt på projekter, som frigør sammenhængende arealer til grønt byliv og har lokal opbakning, samtidig med at der tages hensyn til fremkommeligheden i området for både bilister og bløde trafikanter.
- Der oprettes 400-800 nye pladser til ladcykler som konvertering fra bilparkeringspladser.
- Parkeringspladser til delebiler, herunder både biler med fast stamplads og biler uden stamplads.
- Fem nye ældrevenlige byrum.
- Udbygning af byens grønne kiler og tiltag, som giver byen mere grønt byliv og fremkommelighed – herunder et bedre byrum ved Vanløse Skatepark på Jyllingevej ved Jernbane Allé.