Skal København ned i fart?
Ned i fart-projektet ender med at sætte farten op på flere villaveje i Vanløse
Beboere på og omkring Ådalsvej har fået brev fra kommunen om, at der skal fjernes et vejbump og ændres i skiltning, så det nu bliver sværere at opretholde den anbefalede hastighed på 30 km/t.
Ændringerne skal ske, fordi skiltning og bump ikke overholder de krav, der til afstand mellem skilte og vejbump. Reglerne siger nemlig, at det røde skilt med 40 km-zonen først må stå efter 25 meter. Samtidig anbefales det, at et blåt skilt, der viser en anbefalet hastighed på 30 km/t. står 25 meter længere fremme, og at der fra skiltet er 25 meter til et eventuelt vejbump.
I praksis betyder det bare, at stillevejen reelt først kan forventes 50-75 m inde i kvarteret – selv om det burde være åbenlyst, at behovet for en stillevej ikke først opstår 75 meter inde på vejen, men allerede ved vejens begyndelse.
Samtidig er bumpene på villavejene med kommunens anbefaling er etableret med en vis afstand, så hvis man begynder at flytte de bump, der er ved indkørslerne til vejene, vil det få konsekvenser for andre bump etableret længere inde på vejen, som så også skal flyttes.
I lokaludvalget har vi besluttet at sende en henvendelse til politikerne på rådhuset og bedt dem inddrage lokaludvalg og grundejerforeninger, før de træffer forhastede beslutninger.
Hvis kommunen holder fast i at gennemføre ændringerne, vil det sabotere stillevejene i villakvartererne, og påføre kommunen en meget stor udgiftspost oveni, eftersom forhold som på Ådalsvej eksisterer overalt. Og det har næppe været hensigten med "København ned i fart" projektet.