Støtte til nye aktiviteter i Vanløse
På sidste lokaludvalgsmøde uddelte Vanløse Lokaludvalg i alt 153.800 kr. fra Vanløsepuljen til en række nye og spændende aktiviteter i Vanløse. Vanløsepuljen havde i denne ansøgningsrunde modtaget 13 ansøgninger, og samtlige ansøgninger modtog en underskudsbevilling.
”Med Vanløsepuljen støtter lokaludvalget aktiviteter, som er med til at gøre Vanløse til en sjov, grøn og attraktiv bydel. Coronapandemien har tvunget os alle inden døre i flere måneder, og derfor har det været skønt at læse ansøgninger med kreative og forsvarlige måder at være sammen på i efteråret. Vi er taknemlige over de mange ildsjæle i Vanløse, der tager initiativ til spændende aktiviteter med fællesskab og samvær”, fortæller Bent Christensen, Formand for Vanløse Lokaludvalg.
Grønne og kulturelle aktiviteter i Vanløse
I denne ansøgningsrunde bevilgede lokaludvalget støtte til flere grønne aktiviteter i Vanløse. En af disse ansøgninger er projektet ”De Glade Rødder”, der vil tilbyde sjove undervisningsforløb for lokale skoler og institutioner med lærerige aktiviteter under åben himmel i skolehaven tæt på Fuglebakke Station. Lokaludvalget bevilgede også midler til et andet undervisningsprojekt, hvor elever fra Damhusengens Skole skal undervises i biavl af Damhusengens Bilaug.
Københavns Højskoleforening, der holder til ved Damhussøen, modtog støtte til at afholde en lokal kunstdag efter sommerferien. Her skal lokale kunstnere – både amatører og professionelle – vise deres værker frem for borgere i bydelen. Til arrangementet har gæsterne også mulighed for at udfordre sin kreativitet ved at lave kreative design på økologiske muleposer.
Ny ansøgningsrunde
Den næste ansøgningsfrist til Vanløsepuljen er den 17. august. I denne ansøgningsrunde behandler lokaludvalget også juleansøgninger, så selvom sommeren først lige er begyndt, opfordres alle til at tænke over hyggelige julearrangementer, der kan samle borgerne i den kolde vintertid.
Her kan du finde ansøgningsskema, ansøgningsfrister og retningslinjer for Vanløsepuljen.