Trafikløsninger på Jyllingevej

- Et skridt i den rigtige retning

På lokaludvalgsmødet den 25. januar præsenterede Teknik- og Miljøforvaltningen projektforslaget om trafiksikkerhed på Jyllingevej, som der blev afsat penge til i kommunens budget 2023.

Projektforslaget indeholder tre delprojekter, der skal trafiksikre de to kryds ved Jernbane Allé og Ålekistevej samt strækningen fra kommunegrænsen til Jyllingevej St.

  • I krydset Jernbane Allé / Jyllingevej bliver grønttiden for fodgængere øget, så det bliver lettere at nå over Jyllingevej for grønt lys. Desuden kommer der ekstra lyssignaler for at synliggøre krydset for bilister kørende på Jyllingevej mod Rødovre.
     
  • I krydset Ålekistevej / Jyllingevej etableres forskudt signal for ligeudkørende og venstresvigende i nord- og sydgående retning ad Ålekistevej.
     
  • På strækningen fra kommunegrænsen til Jyllingevej St. indsnævres vejen ved at etablere en bred midterrabat markeret med striber og ved at lave heller og parkeringspladser i siderne langs vejen. Nogle af P-pladserne forberedes til etablering af ladestandere, som udbydere af ladestandere kan byde ind på.

I lokaludvalget ser vi det som et skridt i den rigtige retning, at der sker forbedringer for trafiksikkerheden på Jyllingevej, selvom vi gerne havde set, at der også var blevet sat penge af til et mere grønt udtryk. 

Derfor vil vi opfordre politikerne på rådhuset til at afsætte penge i overførselssagen, kommunens budget for årets ubrugte midler, så der kan laves en screening af en helhedsløsning som i Rødovre, og så der kan være en foranalyse klar til budget 2025.