Valg til Vanløse Lokaludvalg
Alle foreninger, råd og brugerbestyrelser mm. der har aktiviteter i Vanløse kan stille en kandidat op til VAnløse Lokaludvalg og/eller være med til at stemme på, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2022-2026.
Hvad får man ud af at sidde i Lokaludvalget?
Du skal overveje at stille op til Lokaludvalget, hvis du har lyst til at prøve at påvirke politikerne på Rådhuset med dine og dit baglands holdninger og lokale perspektiver. Ved at sidde i lokaludvalget kan du få erfaring med politik og byudvikling på et lokalt plan.
Igennem lokaludvalgsarbejdet kan du også få erfaring som arrangør af borgerrettede begivenheder i Vanløse, og være med til at sætte fokus på mærkesager for bydelen. Du får adgang til et bredt netværk af mennesker, der hver især brænder for at gøre en forskel i bydelen.
Som repræsentant for en forening, skal du overveje at stille op til Lokaludvalget, hvis du:
- Har lyst til at prøve at påvirke politikerne på Rådhuset med dine og resten af bydelens perspektiver, mærkesager og holdninger.
- Har lyst til at møde nye mennesker og diskutere bydelens udvikling.
- Vil være med til at arbejde for en række lokalt forankrede visioner for Vanløse.
- Vil være med til årligt at dele ca. 1,3 mio. kr. ud til aktiviteter i Vanløse igennem lokaludvalgets puljer.
- Kan lide at dykke ned i komplekse politiske sager og projekter og forsøge at få det lokale perspektiv med.
Hvad kræver det af mig?
Som medlem af Vanløse Lokaludvalg kræver det, at du som minimum kan afsætte tid til ét månedligt møde af ca. tre-fire timers varighed samt løbende arbejde i mindre arbejdsgrupper efter interesseområde. Derudover kræver det at du har tid og lyst til at sætte dig bredt ind i udviklingen af Vanløse.
Hvor mange pladser er der i lokaludvalget?
Der skal vælges ca. 14 nye medlemmer til lokaludvalget. Helt præcis hvor mange medlemmer, der skal vælges, afhænger af, hvor mange partier, der bliver valgt ind i Borgerrepræsentation til Kommunalvalget den 16. november 2021. Der udpeges nemlig ét lokaludvalgsmedlem fra hvert parti (pt. sidder der 8 partimedlemmer). De resterende medlemmer op til 23 vælges til valget i starten af næste år.
Lokaludvalgets sekretariat
Det er ikke meningen, at du som frivilligt medlem af lokaludvalget skal besværes med en masse administrativt arbejde. Der er derfor til hvert lokaludvalg knyttet et sekretariat med kommunale medarbejdere, der bistår lokaludvalget med administration, så som at skrive referater, administrere puljer, skrive høringssvar og mødeindkaldelser, arrangere borgerdialog, lave projektarbejde og vedligeholde lokaludvalgets hjemmeside og Facebook-side.
Mere info følger
Kriterierne for at stille op og stemme kommer snarest! De vil blive sendt ud til alle i bydelen og offentliggjort her. Hvis du kunne være interesseret i at stille op eller stemme, så er du velkommen til at kontakte os for at høre mere. Vi kommer også gerne ud til et møde i din forening og fortæller mere om lokaludvalgets arbejde og valget.