Erhverv - fokus på den kreative zone

Et stærkt og levende erhvervsliv

Vanløse Lokaludvalg ønsker et stærkt og levende erhvervsliv med et varieret butiksliv i en blanding af store og små forretninger, hyggelige cafeer og restauranter, der er tilgængelige for alle i bydelen. 

Vanløses butiksliv er primært koncentreret omkring bymidten og de to handelsstrøg - Jernbane Allé og Godthåbsvej, samt spredte forretninger langs Ålekistevej og Jyllingevej/Sallingvej. Derudover har området omkring Skjulhøj Allé et stort potentiale og er udpeget til ”kreativ zone” for blandet erhverv, institutioner og boliger.

Vanløse Lokaludvalg ønsker at sætte fokus på den kreative zones muligheder for at udvikle sig til et spændende kvarter, hvor kultur og erhverv kan spille sammen, berige hinanden og skabe et levende og mangfoldigt byområde med plads til nye aktører og unge iværksættere inden for handels- og kulturlivet.

Lokaludvalget har startet en opsøgende dialog med aktører i området, Handelsforeningen GEV, lokale erhvervsdrivende og kulturaktører om deres ideer og interesser for at udvikle området til et mere sprudlende og kreativt byområde samt mulighederne for at synliggøre de eksisterende aktiviteter og potentialer, så flere bliver opmærksomme på dem.

Kreative zoner

København har ni kreative zoner, hvoraf Skjulhøj Allé er en. Zonerne skal tilbyde attraktive lokaliseringsmuligheder for kreative virksomheder, der ønsker fleksible og økonomisk overkommelige lejemål.

De kreative zoner skal udvikles som blandede erhvervsområder med mindre, håndværksprægede virksomheder og værksteder, studier, atelierer og lignende. Disse erhvervsområder udgør vigtige vækstmiljøer.